I publikationen "Danmark i arbejde - Skattereform", maj 2012 fra Regeringen, fremgår det på side 49:
"Ophævelse af fradrag for grundforbedringer
Ved udstykning af grunde gives et fradrag for grundforbedringer, dvs. fradrag for anlæg af veje, kloak og lignende byggemodningsomkostninger. Fradraget gives i 30 år, dog 60 år for skove. Regeringen foreslår, at fradraget for grundforbedringer afskaffes fremadrettet, mens eksisterende fradrag fortsætter til udløb. Samtidig foreslås reglerne for genoptagelse forenklet. Forslaget om at afskaffe grundforbedringsfradraget skønnes at medføre et varigt merprovenu på 500 mio. kr. umiddelbart og på ca. 380 mio. kr. efter tilbageløb. Provenuet indfases langsomt og vil først være fuldt indfaset efter 30 år. I 2013 skønnes således en umiddelbar provenuvirkning på ca. 30 mio. kr."
Emnet indgår altså som finansieringskilde i forhold til den foreslåede skattereform.
Fradragsafskaffelsen vil - hvis den vedtages af Folketinget - have fremadrettet virkning. Der er derfor nok grund til at pege på, at med det antal klager, der allerede er indgivet til vurderingsankenævnene, og det antal, der er under behandling i SKAT, vil en potentiel lovændring ikke i overskuelig fremtid frigøre ressourcer på FFF-området, hverken i ankenævn eller i sekretariater.